lørdag den 8. marts 2014

Salg af CSC - Dobbelmoral, Fear, uncertainty and doubt - også kendt som FUD.

En ny virksomhed er ramt af privacy-selvsving. Fredag kom det frem, at CSC har drøftelser med Indere om at lade dem overtage dele / det hele af CSC i Danmark.

Det kommer egentlig ikke, som den helt store overraskelse, da inderne de seneste år har vist sig i stand til at levere bedre kvalitet og priser på en række store opgaver i Danmark - opgaver som især er blevet taget fra CSC.

Derfor tænker den amerikanske ledelse nok, at tiden er inde til at slå en streg over den gamle investering, som jo på mange måder er blevet malket godt og grundigt. Man kan jo blot huske tilbage til 2002-3 og hvordan Gartner påviste massive problemer hos Skat med tilhørende "mer"-indtjening hos CSC. Læs fx Rigsrevisionen syn: http://www.rigsrevisionen.dk/media/1883132/d101-04.pdf

Det var under den socialdemokratiske regering (Nyrup) at det statslige selskab Datacentralen blev solgt til den amerikanske virksomhed CSC. Finansministeren hed Mogens Lykketoft. Og det er på sin vis forunderligt, hvordan selvsamme Lykketofts ord fra den tid, nu får ny mening.

Lykketoft udtalte nemlig om aktiemarkederne og deres fluktuationer, at det var "hysteriske kællinger" - underforstået, at blot små forandringer fik markederne til at gå i selvsving. Og så er det da sjovt (efter jysk sprogbrug = tragikomisk / forunderligt) at selvsamme selvsving af et hylekor - som dækker stort set alle oppositionspartier - råber "ulven kommer" uden at have nogetsomhelst faktuelt at knytte det op på, omkring beskyttelsen af privatlivs-relaterede data.

Som med Dong, TDC, KMD eller en hver anden udenlandsk virksomheder der arbejder i Danmark, så skaber de danske arbejdspladser, de skaber indtægter til Danmark og de betaler (som oftest) skat i Danmark. Og så overholder de naturligvis dansk lovgivning. 

I 1996 i forbindelse med salget af Datacentralen til CSC skrev Ingeniøren bla. (http://ing.dk/artikel/salg-skal-hjaelpe-datacentralen-14267):

"Driftspersonalet har ikke adgang til de følsomme data. Og når vi taler om CSC, så kører de jo allerede edb-systemer for USA's rumfartsstyrelse. Så de er vant til skrappe sikkerhedskrav.

Spørgmålet kommer dog op i Folketingets forskningsudvalg, hvor SF har kaldt forskningsminister Frank Jensen i samråd. Partiet ønsker en debat om det rimelige i at sælge magten i statens datacentral og anfægter sikkerheden omkring selvangivelser, CPR ogpolitiets registreringer, hvis Datacentralen sælges til et privat firma.

SF's kritik vækker dog ikke den store genklang i Folketinget, hvor flere af de borgerlige partier roser regeringens aftale med CSC." (min fremhævning).

Den borgerlige fløj roser regeringen for aftalen med CSC - at sælge privatlivsfølsomme data til amerikanerne --- hvorfor er der nu knap 20 år senere så en ny situation fordi det er indere der måske skal eje virksomheden. Jeg synes, at der er ganske meget populisme og dobbelmoral i dette. Hvor var den borgerlige angst for de endnu mere følsomme data hos KMD, da de blev solgt til en amerikansk kapital-fund ? Jeg ved det ikke - men de borgerlige støttede salget af KMD og det at KMD skulle være et privat firma fremfor et offentligt.  

Man sætter lighedtegn mellem ejerskab og hvorvidt man vil overholde landets love. Det bliver spændende at høre om de partier som tiltrådte salget af CSC til amerikanske ejere nu også vil skabe lighed for loven - for det er da et retssamfund vi lever i, ikke ?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar